Persille Udskriv

Persille
Latinske navn: Petroselinum crispum

Persille stammer fra Middelhavsområdet, hvor det i meget gamle dage blev brugt til pynt på gravstedet. I dag er det den mest brugte urt i det danske køkken, eller var indtil for kort tid siden, og den er stadigvæk populær.

Grækerne anså persillen som en hellig urt, der overhovedet ikke måtte bruges i husholdningen, måske forklarer det sagen omkring brugen på kravstederne. Først i middelalderen begyndte man at bruge den til madlavning. I middelalderen tilskrev man persille fosterfordrivende evner, men den blev også brugt imod frugtbarhed. Brudepar skrev deres navne med persillefrø, for at bevidne deres kærlighed. Man mente at ægteskabets varighed kunne aflæses ved at måle højden på persillen. Desuden bar bruden persille, sammen med brød, under brudekjolen, for bortjage ånde onder.

Planten er også blevet brugt som lægeurt, fx. Til febernedsættelse og som afføringsmiddel. Den besidder også egenskaber som blodrensende, menustruationsfremmende, vanddrivende og fremme af røde blodlegemer. Den er rig på jern og vitaminerne A, B, C og E.

Beskrivelse og dyrkning:
Der er flere former for persille: Kruspersille, bredbladet persille, glatbladet persille, tyrkisk persille og flere andre. Vi dyrker fortrinsvis den bredbladede og kruspersille. Begge arter er toårige og bliver ca. 20 cm høje. Andet år er det tanken at de skal gå i blomst, men holder man dem nede kan det delvist undgås. Vi lader nu altid nogle gå i stok, da blomsterne er smukke og bier og svirrefluer er glade for dem.

Persille foretrækker neutral og porøs jord, der er næringsrig og som ikke må tørre ud. Jorden skal være så porøst at rødderne kan trænge ned i den. Planten gror godt i sol eller vandrende skygge. Forbered jorden med lidt kompost før såning. Persille sår man i det tidlige forår udendørs, den spirer ved jordtemperatur på 5 grader celsius.

Blandingskultur:
Persillen er den plante der er mest nøjeregnende med hvem den har som nabo. Den gror fint sammen med tomater, radiser og ræddike, men stort set ikke med andre, og overhovedet ikke sammen med salat. Den bryder sig heller ikke om at gro samme sted flere år i træk.

Persille kan angribes af persillesyge der skyldes en svamp. Bladene bliver gule og planten dør. Man kan intet stille op imod dette, ud over at fjerne syge planter. Man kan forebygge delvis ved at beskytte planterne imod for fugtig jord. Vi kender ikke helt grunden til denne sygdom. Bladene kan få brune pletter, og så skal de beskæres kraftigt, så kommer de som regel igen.

www.slottet-i-smoermosen.com