| Bibernelle |  |
Bibernelle er en ret ukendt krydderurt i vore dage, men i tidligere tider var den helt almindelig i haverne. Den har sit hjemsted i tempererede zoner i Rusland, og gror fint under vore himmelstrøg. Hvis man vil holde lidt fast ved vores historie og plantearv, så plant en bibernelle, det er en meget smuk plante. I 1700 tallet blev den brugt mod katar, blødniner, diarr’e, dysenteri og lungebetændelse. Der er nogen medicinsk anvendelse i dag. I dag er bibernelle ikke særlig brugt som krydderi, men har man smagt en bibernellesovs, vil man lige så nødigt undvære den som persille. Man kan ikke tørre dens blade som andre krydderurter, man må spise dem friske. Det kan man til gengæld også det meste af året. Om sommeren kan bladene blive kedelige i smagen. Man kan udvinde en glimrende kryddereddike af bladene. Hvis man klipper blomsterne af, forlænger man høsttiden. Smagen minder lidt om agurk. Den passer til salat, og fx æg. Den har et stort indhold af C vitamin, indeholder garvestof og flavoider, som er et stof der også findes i fx hyben og citron. Bibernelle stiller ikke store krav, den er en nøjsom plante der kan gro i det meste havejord. Den trives bedst på tør – kalkholdig bund. Den tåler kun helt omsat kompost. Man kan godt forkultivere den, men på grund af dens lange pælerod er det svært at få den slå rod. Til gengæld er den nem at få til at gro, når man sår den på friland i april maj. Så den med 30 cm mellem rækkerne og tynd den ud, så der er ca. 20 cm mellem planterne. Nogle få planter er nok til en almindelig husholdning. Man kan også formere ved deling af ældre planter. Vi har ikke nogen viden om gode eller dårlige naboplanter, og har heller ikke kunnet finde noget i økologisk litteratur. Vi har haft den stående både i staudebedet og krydderibedet, uden problemer. Det er en pæn plante, plant den i staudebedet. Den angribes sjældent at sygdomme, vi har aldrig oplevet det, og litteraturen siger det samme. Man kan øge dens modstandskraft ved at gøde den med lidt stenmel. |
|