| Rucola |  |
Rucola har været brugt middelhavsområdet lige siden romerrigets tid. Den blev den hverken opdyrket eller videnskabeligt undersøgt før i 1990'erne. Før da, blev den normalt samlet i naturen. I dag bliver den dyrket forskellige steder, og planten kan i dag købes over hele Europa. Rucola bliver især anvendt i salater, som den giver en frisk, krydret smag, men den bliver også kogt som en grøntsag med pasta eller fedtfattigt kød. Rucola er rig på C-vitaminer og jern. Skikken med at blande Rucola i grønne salater er særligt typisk for Toscana. Betegnelsen rucola stammer fra Toscana, og i andre af Italiens regioner hedder urten ruchetta eller rughetta. Her på Slottet I Smørmosen stiftede vi kendskab til planten på en haveudstilling for mange år siden, og vi har dyrket den siden. Rucola er en splitbladet urt, der findes I 2 varianter, nemlig som en vil art og en kulturarv. Begge er etårige men hos os har de altid overvintret. Lader man den gå I frø, sår den sig selv. Rukola er nem at dyrke I al slags jord, den kræver kun lidt gødning. Lad være med at vande med brændenældevand, det tåler den ikke. Den skal sås på stedet. For begge sorter skal temperaturen være under 20 grader for at spire. Vild rucola kan blive ca. 20 – 25 cm høj. Man kan høste bladene fra de er 5 cm lange. Den vokser lidt langsommere end den kultiverte, og den er lidt mindre tilbøjelig til at gå I stok, og hvis den gør kan man bruge bladene alligevel. Eroca sativa L eller kultur rucola, har bredere blade, lidt mindre smag, men er også frisk, med en let sennepsmag. Den går temelig let I frø. I Slotshaven har vi ofte dyrket begge arter. Ud over sneglene kender vi ikke til andre generende dyr der angriber planten, og vi har slet ingen erfaringer med sygdomme. Vi kan ikke finde oplysninger i litteraturen om gode eller dårlige naboer. I Slotshaven har vi forsøgt at dyrke den sammen med flere andre grønsager, uden at vi kan påvise problemer eller fordele, så den må nærmest være neutral. |
|