|
|
| Hokkaido |
 |
|
Latinske navn: Cucurbita Maxima Duch
Lidt om Hokkaido
Hokkaido er navnet på en græskarlignende plante, men også på Japans nordligste ø, hvor klimaet i omkring 1000 meters højde, på øens midte svarer til klimaet i Danmark, bare med mere sne. Det er herfra vi har fået Hokkaido squashen, men den har sandsynligvis en fortid i Sydamerika, hvor de fleste græskar stammer fra. Den er kommet til Danmark i de seneste 15 – 20, og er blevet utroligt populær, især blandt økologiske avlere.
I Slotshaven har vi dyrket den siden 1996. Vi har almindeligvis haft held med den, kun enkelte meget kølige år lykkes avlen ikke. Den er sjov at dyrke, og så smager den godt. Den er god i salat, Hokkaidosuppe er en virkelig delikatesse. Ovnstegte hokkaido ligeså, Også til bagning bruger vi den. Når de almindelige squash ikke længere leverer frugter, kan den bruges til squashkage mv. Den er god at gemme. Vi spiser af dem i efterårets løb, men da vi dyrker en mange, gemmer vi en del i nogle måneder. Vi har gemt en enkelt helt til marts, og den smagte godt. Under madopskrifter findes opskrifter fx Slotsherrens Græskarsuppe, og til den er hokkaido god.
Beskrivelse og dyrkning
Hokkaido er et vintersquash. Frugtkødet er orange sprødt og fast. Den orange frugt er velegnet til vinterlagring i frostfri rum. De smukke, orange frugter kan også bruges til pynt, indtil de skal spises.
Hokkaido gror bedst i dybmuldet, velgødet jord. I Slotshaven tilsætter vi kompost om efteråret. Først et lag omsat kompost med hønsemøg i, derefter et lag halvt omsat kompost. Det hele tildækkes med plantedele. I det tidlige forår fjernes den uomsatte del af komposten, og vi sår spinat i bedet. Den når vi at høste inden hokkaido planterne skal plantes ud i begyndelsen af juni. I sommerens løb vander vi planterne med brændenældevand. Fra starten i blandingsforholdet en liter til 20 liter vand. Senere 1 : 10.
Vi sår hokkaido i begyndelsen af april, i drivhuset. Vi sår dem i mindre potter, 2 frø i hver så er vi ret sikre på at der kommer en plante. Oftest kommer der to. Frøene tager vi selv i vinterens løb, fra godt modne frugter. I slutningen af måneden prikler vi dem ud i 12 cm potter. Hen i maj sætter vi dem ud om dagen, men tager dem ind om natten, indtil vi planter dem ud i begyndelsen af juni. Hvis man køber planter på en planteskole, skal man være opmærksom på, om planterne har været ude til hærdning. Har de ikke skal de igennem en hærdning. Hokkaido fylder en del, og plads er ikke hvad vi har mest af i Slotshaven, så vi lader den vokse op ad et espalier, det giver et godt resultat. Vi binder dem godt op, for frugterne er tunge.
Blandingskultur
Vi dyrker hokkaido sammen med andre squash og sammen med grønkål og porrer, det er alle afgrøder der kræver en del gødning. Som mellemafgrøde planter Amarant.
Sygdomme og generende dyr
Squash kan ofte få skimmelsvampe på bladene, men vores erfaring er, at hokkaido er mindre sårbar end andre squash. Sneglene kan lide den, så hvis man sætter den for tidlig ud, mens planten er lille æder sneglene af den, og det hæmmer væksten.
|
|
|