Pengebladet fredløs Udskriv

Pengebladet fredløs
Latinske navn: Lysimachia nummularia

Lidt om Pengebladet fredløs:
Pengebladet fredløs vokser i vild tilstand i det meste af Nordeuropa. Den gror i næringsrige enge og moser. Den er også en udmærket bunddækkeplante i haverne. I Slotshaven har vi den flere steder.

Dens biologiske navn har den efter den græske konge Lysimachios. Artsnavnet nummularia betyder møntlignende, og henviser til bladenes form, som ligner mønter.

Beskrivelse og dyrkning:
Pengebladet fredløs er en lille staude med lavt krybende vækst. Skuddene, knopperne og bladene er lysegrønne. Bladene sidder modsatte hinanden og cirkelrunde som mønter, deraf navnet. Blomsterne sidder parvis i bladhjørnerne. De er forholdsvis store, klokkeformede og gule. Frugterne der er tørre kapsler indeholder mange frø, som modner godt og spirer villigt på fugtig, lysåben bund.

Planten gror fint påalmindelig havejord, i bede, krukker ja såmænd i altankasser, som hængende bunddække. Den er enkel og er nøjsom at dyrke. Den eneste pasning den kræver er, at man holder den i ave, ellers breder den sig uhæmmet. I Slotshaven har vi den flere steder, bla ved Slotssøen, hvor den er med til at dække stensætningen.

Planten formeres ved enten deling eller via udløberne, som villigt slår rødder. Så tager man bare nogle udløbere med rødder, og flytter dem hvorhen man har lyst. Dens frø kan også spire, men det har vi aldrig prøvet.

Plantesygdomme og skadedyr:
Vi har ingen erfaringer med sygdomme og skadedyr i Prikbladet fredløs, men litteraturen omtaler angreb af snudebille, og at der kan forekomme bladpletsyge, som er en svampesygdom. I disse tilfælde skal planten fjernes.

www.slottet-i-smoermosen.com