Pelargonie Udskriv

Pelargonie
Latinske navn: Pelargonium zonale

Lidt om pelargonie:
Pelargonier har vi altid mange af, mange af dem er gamle planter, som vi genbruger år efter år. Plantens oprindelse er Sydafrika og den første kendte krydsning af den to grundarter, kan dateres til 1714. Der er i dag i hundredvis af sorter og flere farver. I Slotshaven har vi dem overvejende i krukker og plantekummer, hvor de står dekorativ og blomstrer fra maj til oktober. Ja der er faktisk nogle der bliver ved længe efter vi har taget dem ind for vinteren.

Pelargonie
Beskrivelse og dyrkning:
Pelargonier er en fælles betegnelse for en masse forskellige blomster, både hvad angår farve og bladenes udseende. Vi har nogle med stive, glansfulde blade og andre med store bløde blade. Der er nogle der er hængere, andre står stift i krukken. Hele farveskalaen fra hvid over lyserød, ceriserød til mørkerød, er repræsenteret.

Pelargonie vokser bedst på lyse solrige steder, men har det også meget fint med vandrende skygge. De skal have humusrig ret tung jord. Vi blander det selv af kompost, havejord og lidt silt i. Vi har ikke ler i Slotshaven. Et lille tilskud af hornmel er godt som langtidsgødning. I blomstringstiden får de et tilskud af nældevand. Vand efter behov, men lad dem tørre lidt op ind imellem.

Pelargonie
Man kan nemmest formere pelargonie ved at tage stiklinger fra den moderplante. I slutningen af februar tager vi stiklinger at de gamle planter og sætter dem i jord, hvor de skyder i løbet af kort tid. I løbet af forsommeren vokser de til og kommer i blomst.

På den måde genbruger vi pelargonier. Hver efterår stiller vi dem et køligt lyst sted, hvor vi er sikre på frosten ikke kommer. I vinterens løb får de en smule vand, men ikke meget. De gamle planter skyder igen efter vi har taget stiklinger af dem. Vi planter i frisk jord i potter og krukker der passer til deres størrelse. Vi beholder dem i havestuen indtil vi er sikre på frosten ikke kommer mere. De fleste bliver i potter, men det hænder da at vi har så mange at vi er nød til at plante nogle i haven.

Plantesygdomme og generende dyr:
Nip visne blomster af, for at styrke blomstringen og undgå svampesygdomme. Hold i det hele taget god hygiejne omkring planterne, det forebygger sygdomme. Især visne blomster og blade skal holdes væk.

Hvis luftfugtigheden er for høj, er der en risiko for angreb af pelargonierust, der viser sig som mørke sporer på undersiden af bladene. Fjern straks inficerede plantedele. Planten kan også angribes af gråskimmel. Begge dele har vi kun kendskab til via litteraturen. Vi sprøjter ind i mellem forebyggende med padderokkeudtræk, men ved ikke om det er det der virker.

www.slottet-i-smoermosen.com