|
|
| Orangemarmelade med rød peber |
 |
|
Frysning: Fryseegnet. |
Forberedelsestid: Se opskriften. |
|
Forord:
Når vi gør denne marmelade til månedens opskrift i marts2006, så er det på grund af trangen til afveksling. Vi har nu gennem flere måneder spist jordbærsyltetøj med rabarber, stikkelsbær med kanel og tomat, eller en række andre fortræffelige marmelader, og kan godt trænge til lidt afveksling, og så er det Slotsfruen fremstiller en helt fantastisk orangemarmelade med rød peber. Der hører en lille historie med til dette, og den skal lige fortælles:
Allerede som ung smagte Slotsherren, som dengang var sømand, denne specielle engelske orangemarmelade, og fandt, at det var den bedste i verden. Efter megen søgen, traf slotsherren så slotsfruen, og opdagede at hun i virkeligheden var i stand til at fremstille mange forskellige fortræffelige marmelader, og deriblandt denne orangemarmelade med rød peber. Nu har hun så besluttet at indvi jer, vore trofaste læsere, i hendes mangeårige hemmelighed.
I øvrigt spiser vi en del appelsiner her i huset, og naturligvis altid økologiske, og dem går der intet til spilde af. Når vi piller en appelsin, bliver skallerne nemlig gemt i køleskabet. Når vi så har en passende mængde, renses de for det bitre der sidder inde i skallen, og så koges de let. Så har vi altid appelsinskaller til at pynte med på kager eller hvad der nu skal pyntes. Husk lige at det kun er økologiske appelsiner man kan gøre det med, de er nemlig ikke sprøjtede på overfladen. |
|
Vareforbrug:
2 appelsiner
1 citron
1 stor rød peberfrugt
300 - 400 g rørsukker
Ca. 2 dl vand
|
|
Sådan skal man gøre:
- Frugterne vaskes grundigt.
- På citrusfrugterne skæres enderne af og kasseres.
- Frugterne deles i kvarter og stenene fjernes.
- Frugterne skæres i meget tynde skiver (husk skrællen skal blive på).
- Bemærk: Er den hvide del af skrællen meget tyk, bør det meste af det skæres fra og kasseres.
- Husk alligevel at bruge skallen.
- Peberfrugten renses og kernerne tages ud.
- Frugten skæres i meget tynde skiver eller små tern.
- Alle frugter og vand kommes i en gryde.
- Koges ved svag varme i ca. en halv time under låg.
- Sukkeret tilsættes og koger endnu 15 minutter.
- Kommes på rene og skoldede glas.
Tips:
Denne marmelade er rigtig frisk til morgenbordet og smagen er meget pikant til en god ost. |
|
Slottet i Smørmosen
Økologisk opskriftservice |
|
|