|
|
| Basilikumpesto |
 |
|
Frysning: Fryseegnet. |
Forberedelsestid: Ca. 45 minutter. |
|
Forord:
Vi er på cykeltur i Provence, det er vores agt at bestige det skallede bjerg. Mont -Ventoux, som de der følger med i Tour de France, er bekendt med. Men det er egentligt slet ikke det som det her handler om. Det var på den tur, for snart mange år siden, vi rigtig fik smag for pesto. Vi kom til en by, hvis navn for længst er gået i glemmebogen, vi kom ude fra landet, hvor lavendelduften blandedes med basilikum. I den by vi kom til, var det basilikum og hvidløg det duftede af. Der smagte vi den bedste pesto vi indtil dato havde smagt. Inden da havde vi fået det på danske restauranter, men var mest tilbøjelige til at betragte det som noget opreklameret pis. I Provence kan de lave pesto, men nu overgås den af vores egen. Slotsfruens pesto har et strejf af Provence. Tænk dig til hendes langtidhævede og hjemmebagte grovbrød, skåret I tykke skiver og smurt med et pænt lag basilikum pesto, og med tomater man lige har plukket i egen have, skåret i tykke skiver, frisk kværnet salt og peber på, siddende i Slotshaven. Der findes simpelthen ikke en bedre mad til frokost.
Ja, ja, vi ved godt at der produceres pesto i de fleste middelhavslande, men ingen er så god som denne her opskrift. Der bliver også lavet pesto af andet end basilikum, og de er fortræffelige. I skal nok få en opskrift med det også, men basilikum er kongen blandt krydderurter, og basilikumpesto er juvelen blandt de gode pestoer. |
|
Vareforbrug:
Ca. ½ l basilikumblade, stilkene kan gå med, men tag de tykkeste fra
Ca. 200 g pinjekerner
Hvidløg efter egen smag
Ca. 3 dl jomfruolivenolie - måske mere
100 g parmesan ost
Lidt kapers
Salt og friskkværnet peber
Måske lidt citron - smag dig frem til sidst.
Citronen kan fremhæve basilikumsmagen
|
|
Sådan skal man gøre:
- Det hele kommes i foodprocessor eller blender.
- Blendes til en god mos.
- Kommes på små glas eller andre ikke for store bokse.
- Skal de opbevares i køleskabet, giver du dem bare en skvæt olivenolie på toppen.
- Omrøres inden brug.
Med denne opskrift smager du dig selv frem til lige præcis den smag og konsistens du ønsker dig.
Konsistensen kan variere fra gang til gang. Ligesom pestoen kan varieres i konsistens og smag med f.eks. en anden type ost.
Tips:
Pesto kan anvendes til utrolig mange ting, er rigtig god til dressinger, pastasaucer, dip til chips og crostini, kartoffelsalat og sammenkogte retter. Smager fantastisk skønt på en tomat og kartoffelmad, eller blandet i en gang humus. Kun fantasien sætter grænser, så prøv dig frem. |
|
Slottet i Smørmosen
Økologisk opskriftservice |
|
|