|
|
Kylling med karry
"Pakistansk" |
 |
|
Frysning: Fryseegnet. |
Forberedelsestid: Ca. 1 time. |
|
Forord:
Vi har valgt at bruge denne ret som månedens opskrift i juni 2005, fordi det er en fantastisk god ret. Og på trods af at den kan spises når som helst på året, både sommer og vinter. Den har et anstrøg af Asien, som vi her på Slottet har en forkærlighed for, og vi ofte spiser, når vi spiser i restaurant "Ali Baba". Retten kan laves mild eller meget kraftig krydret, alt efter hvor stærk mad ens gæster kan spise.
Vi valgte at servere retten for vore naboer her i H/F Smørmosen. Forhistorien er den, at et par af de hanekyllinger vi avlede sidste år, stadig lå i fryseren, og vi havde en aftale om, at dem skulle vi spise sammen med Jette og Ulla, som jo er medejere af hønsene. Vi inviterede også Katrine med, for at komplettere selskabet med de naboer, som vi ofte hygger os med.
Vi vil ikke påstå at vi sendte mange tanker til rettens oprindelsesland, men vi mindedes da de to smukke unghaner, som vi nu spiste. Nogen kan måske undre sig over at vi kan spise dyr vi har haft gående i haven, og vi har set som små lodne totter, pippe rundt efter deres rugemor. Dertil er det blot at sige, at de fleste mennesker, uden blusel, går i supermarkedet og køber en kylling, som de umuligt kan undgå at vide, har haft et helvedes usselt liv.
Vi ved, at de kyllinger vi spiste her, havde haft et særdeles godt liv fra dag et, til de blev slagtet. Tænk over det næste gang du køber en kylling. Nåh, så er det sagt, og tilbage til retten. Rettens oprindelse er Pakistan, og krydderierne er meget anvendt i det pakistanske køkken. Der anvendes både karry og tandori masala, det giver en god smag og flot farve på retten. Det er en kraftig ret, som man kan drikke en god kraftig rødvin til, så det gjorde vi. |
|
Vareforbrug:
1 kylling på ca. 12 - 1400 g
2 spsk. olivenolie
2 løg
2 - 3 fed presset hvidløg
1 - 2 tsk. tandori masala (kan købes i de fleste indvandrerforretninger)
1 - 2 spsk.stærk karry
1 stærk chilipeber (vi brugte tørrede, som vi har hjemført fra Kina og selv avlet her på Slottet)
2 dl vand
1 dåse flåede tomater
Lidt persille eller koriander
Lidt salt
|
|
Sådan skal man gøre:
- Skær kyllingen ud i 6 - 8 stykker.
- Brun kyllingestykkerne i olivenolien, og tag dem op.
- Snit løgene og svits dem i olien, sammen med tandori masala og karry.
- Chilien hakkes fint, og tilsættes det pressede hvidløg og vand.
- Når det simrer småt tilsættes de flåede, ituskårne tomater, og det hele for et opkog.
- Kom kyllingestykkerne i, og lad det hele simre i ca. 45 minutter.
- Smages til med salt.
- Drysses ved serveringen med lidt persille eller koriander.
|
|
Slottet i Smørmosen
Økologisk opskriftservice |
|
|