Hyldeblomstfromage Udskriv

Frysning: Ikke fryseegnet. Forberedelsestid: Ca. 30-45 minutter.

Forord:
I denne fantastiske sommer, er de fleste af vore aktiviteter forgået udendørs, det meste af tiden. Vi har hygget os i haven, plukket hyldeblomster, lavet vores skønne hyldeblomstdrik og friterede hyldeblomster.

Inden hyldeblomstdrikken blev lavet tog jeg en del friske hyldeblomster fra, pillede blomsterne af stilken og frøs dem ned. De kan nemlig bruges til mange ting. Den tilovers blevne masse fra hyldeblomstdrikken, blev ikke brugt med det samme pga. varmen, men derimod frosset ned i mindre portioner. Massen skal bruges til mange nye ting senere og når det bliver lidt køligere.

Jeg brugte hyldeblomstmassen til denne skønne fromage.
Vore venner fra Jylland, Henry og Kirsten, var de første der smagte fromagen og de var meget begejstrede. Der blev ikke så meget som en skefuld tilbage, så det taler vist for sig selv. Et godt glas portvin til, sætter prikken over i`et.

Vareforbrug:
4 æg
50-100 g rørsukker
Vanilje
Citronsaft
Ca. 2 dl Hyldeblomstmasse (overskuds produkt fra hyldeblomst fremstillingen)
Stivelse: Agar-agar eller husblas. Følg brugsanvisningen på pakken
2 dl piskefløde
Hyldeblomstfromage
Sådan skal man gøre:
  • Æggene deles i hvider og blommer.
  • Æggeblommerne røres med sukker og vanilje til det er skummende.
  • Hyldeblomstmassen blendes.
  • Citronsaft og hyldeblomstmassen røres i blandingen.
  • Fløden piskes og tilsættes.
  • Den udblødte, smeltede og afkølede stivelse røres i æggemassen (følg brugsanvisningen på pakken).
  • Blandingen stilles koldt og gerne i køleskab.
  • Rør i blandingen af og til så æggene ikke falder til bunds.
  • Når blandingen begynder at blive jævn vendes de stiftpiskede æggehvider forsigtigt i.
  • Fromagen fyldes i en skål eller portionsglas og stilles koldt.
  • Pyntes med flødeskum og hyldeblomster lige inden serveringen.
Tips:
En mere kalorielet udgave kan laves af f. eks 1dl ymer/tykmælk og 1dl piskefløde. Fromagen smager pragtfuld med en god portvin til.

Slottet i Smørmosen
Økologisk opskriftservice

© Copyright by: www.slottet-i-smoermosen.com