|
|
| Boller med Quinoa |
 |
|
Frysning: Fryseegnet. |
Forberedelsestid: Se opskriften. |
Ovntemperatur: 200 grader. Bagetid: 15 - 20 minutter. |
|
Forord:
Quinoa ligner et lille korn, men er et lille frø fra en plante, som udgør er en vigtig del af højlandsbøndernes kost i Andesbjergene i Peru og Bolivia. Quechua og Aymara-folket opfatter planten som hellig og bruger den, ligesom deres forfædre ”Inkaerne” i rituelle og ceremonielle sammenhænge.
Quinoa tilberedes som ris, et velsmagende og optimalt næringsmiddel, det er glutenfri, indeholder de fleste aminosyrer og har et højt indhold af protein. Quinoa kan købes i helsekostbutikker og velassorterede supermarkeder. |
|
Vareforbrug til 12 - 14 boller:
100 g Quinoa
2 dl vand til kogning
20 g gær
5 dl koldt vand
1 spsk. groft salt
1 spsk. flydende honning
100 g solsikkekerner
150 g grahamsmel
1 dl græsk yoghurt 2%
Ca. 500 g hvedemel
Sammenpisket æg til pensling
|
|
Sådan skal man gøre: Første dag:
- Quinoaen koges i vandet 10 - 12 minutter. og køles af.
- Kold vand kommes i et fad.
- Gæren opløses i vandet.
- Den afkølede quinoa røres i.
- Honning og salt tilsættes og der røres rundt.
- Yoghurt, solsikkekerner og grahamsmel tilsættes.
- Hvedemelet kommes gradvist i til sidst, hold lidt af melet tilbage.
- Dejen røres godt, den skal have konsistens som tyk havregrød.
- Dejen stilles tildækket i køleskab eller bare koldt til næste dag.
Anden dag:
- Dejen tages ud af køleskabet, lad den stå lidt på bordet og blive tempereret.
- Dejen kommes i muffinsforme eller på bageplade med to skeer.
- Efterhæver lunt og tildækket 40- 50 minutter. eller til dobbelt størrelse.
- Pensles med sammenpisket æg.
- Bages midt i ovnen ved 200 grader 15 - 20 minutter.
- Afkøles på bagerist.
Tips:
I stedet for grahamsmel kan du bruge fuldkornshvede eller groft speltmel. Bollerne kan krydres efter egen smag, alt efter hvad de skal bruges til. Skal det være kaffeboller, kan solsikkekernerne udskiftes med hasselnødder, valnødder eller rosiner. Her er det en fordel at komme dem i forme, så de ikke flyder ud under bagningen.
Som sandwichboller, er de særdeles velegnet, da de flyder lidt ud. Kom dem på bageplade med bagepapir så de er lettere at få af igen. De er et fantastisk godt alternativ til de almindelige købe sandwichboller. |
|
Slottet i Smørmosen
Økologisk opskriftservice |
|
|