|
|
I en gammel bog om insekter skriver forfatteren, at det mest effektive middel imod ærtegalmyg er, at holde op med at dyrke ærter, men så drastisk synes jeg ikke man skal gå til værks.
Karakteristika
Jeg har aldrig set selve myggen, men dens angreb kan ses på billedet. Larverne er hvide, og sidder i bægerblade, som svulmer op, og skuddene misdannes.
Formering og levevis
De voksne galmyg lægger æg i slutningen af maj - juni i ærterne. Larverne lever i skudspidserne og blomsterne, og det tåler de ikke, idet normal vækst og frøsætning forhindres eller i hvert fald vanskeliggøres. Larvernes afsondringer får bladene til at svulme op, og skuddene misdannes. Der dannes ingen ærter. Ifølge Politikens "Danmarks Insekter" lever larverne også i ærtebælgene, og adskiller sig fra æbleviklerens larver (grønne) ved at larverne er hvide og meget mindre.
Skadevirkning
Larverne angriber ikke selve ærterne, men forhindrer nærmest at der kommer nogen overhovedet, da planternes udvikling hæmmes af larverne.
Naturlige fjender
De voksne galmyg er jagtbytte for fuglene, men desværre ikke i tilstrækkeligt omfang til at holde dem i ave.
Forebyggelse
Man kan sprøjte sine ærter forebyggende med rejnfanudtræk, da det forvirrer ærtegalmyggen, på grund af duften. Det bør ske i maj. Malurtudtræk hjælper også, men kan være hård ved ærterne eller andre planter i nærheden, den skal fortyndes meget.
Så ærterne tidligt, men da man ofte sår dem af flere gange, er det mest de senere såede der er udsat.
Man kan også dække ærterne med bionet, men vær sikker på at det er helt tæt, også ved jorden.
Bekæmpelse
Den mest effektive bekæmpelse er at holde øje med ærterne, og øjeblikkeligt fjerne alle angrebne plantedele. Det er samtidigt forebyggende, idet det minimerer den næste generation af ærtegalmyg. |
|
Slottet i Smørmosen Økologisk dyreservice |
|
|