|
|
Myg er et vidt begreb, de fleste arter beskyldes for mere end de kan klare. Der er faktisk en del myg der ikke kan stikke, og hos de fleste stikmyg er det hunnen der gør det. Når man ser en flok dansende myg under fx et grantræ, har man intet at frygte, det er dansemyg, som ikke kan stikke. Her vil vi kun beskæftige os med de som stikker os.
Karakteristika
Stikmyg har 6 lange ben og glasklare vinger. Vingerne holdes fladt ind til bagkroppen, når den hviler. Når den gør det, løfter den som regel de lange bagben. De har en lang sugesnabel. Der er ca. 30 arter i Danmark.
Man kan høre myggene, når de flyver. Det er lyden af deres vingeslag, som slår mere end 300 gange i sekundet. De kan flyve ret hurtigt, men ikke ret højt..
Formering og levevis
Hannen lever af nektar og stikker ikke. Hunnen stikker og suger blod for at danne æg Hun lægger flere hundrede æg ad gangen. Æggene lægges i klumper i vandpytter mv. Larverne er lange med hårbørster på kroppen. De lever i vandhuller, damme og søer, ja selv i en vandtønde med regnvand, eller en spand med vand, hvis vandet ikke er dækket til. Efter 5 - 6 uger forpupper de sig og bliver til voksne myg på ca. 3 - 5 dage. Der kommer flere generationer om året. Myg overvintrer som voksen. Skovmyggen har årligt kun en generation, der ofte udklækkes i maj. Den overvintrer delvist som puppe i vandet. Den Lille husmyg er brunlig, den er, som skovmyggen typisk ved huse og i haver, hvor der er vand i nærheden. Den stikker kun sjældent mennesker.
Skadevirkning
Vi kender det alle, man sidder ude en dejlig sommeraften og griller, men forstyrres hele tiden af myg. Det er næsten altid Skovmyg man stikkes af. Når den stikker sørger dens spyt for at blodet ikke størkner, og det er det man får hævelse og kløe af. Det er faktisk den eneste skadevirkning de kan klandres for, at stikke os. Til gengæld medvirker de ved bestøvningen i haven. Myggene tiltrækkes af udåndingsluften, varme, kropslugt samt lys. Myggene er mest aktive om aftenen og de tidlige morgentimer, når der er mest fugtigt. Når man vander haven i mørkningen, mærker man det.
Naturlige fjender
Myggens naturlige fjender er fuglene, svalerne er især efter dem, men også Vipstjert, Rødhals, Rødstjert, Solsort, Drosler, Gærdesanger, Gransanger, Løvsanger, Fluesnappere, Spurve og mange flere. Desuden er edderkopper storforbrugere af myg.
Foranstaltninger imod myg og myggestik
Det er altså vigtigt at sørge for at tiltrække mange fugle til sin have, det minimerer antallet af myg. Derudover kan antallet minimeres ved at undlade at lade vandtønder o. lign. stå uden låg, det er ikke helt nemt, når man samler regnvand, men hvis man gør det i lukkede beholdere minimerer man æglægningsstederne.
Der er mange forskellige forsøg på at fremstille myggelys, men deres effekt er diskutabel. Visse typer antimyggecreme eller spray giver en vis effekt, men flere af dem lugter så dårligt, at det er på højde med myggeplagen.
Der findes ingen bekæmpelsesmidler, mod myg eller myggelarver, som er godkendt af Miljøstyrelsen (kilde: Miljøstyrelsen)
Radiolægen Carsten Vagn Hansen anbefaler at man tager 2 kapsler tidselolie om dagen, en morgen og en aften, det skulle nedsætte risikoen.
Tekniske foranstaltninger
På Slottet har vi sat insektnet for de vinduer, der skal stå åbne om aftenen og natten. Så kan der komme luft ind, men ingen myg. Det afskaffer genen om natten, hvis man husker at holde døre uden net, lukkede.
Vi har desuden købt en lille elektronisk anordning, som tilsyneladende er mere effektiv end myggelys har vist sig at være. Den har vi testet i kort tid, og vil fortsætte en sommer til, før vi skriver mere om den. Det skal dog siges at dens rækkevidde er kort, så man skal have en hver, når man sidder ude.
Miljøstyrelsens råd:
- Brug aldrig myggemidler til børn under 3 år, giv dem tøj på eller myggenet.
- Brug kun midlerne der hvor myggene kan komme til. Tag lange bukser og lange ærmer på, og brug kun myggemidler ved anklerne.
- Undgå myggemidler ved læber, øjne og sår.
- Brug aldrig spray i ansigtet, brug creme eller stift.
Når man bliver stukket, skal man lade myggen sidde og suge til den er færdig, den suger nemlig en del af giften med ud igen.
Når man er stukket
Hvis man lægger et vædet sukkerknald på stikket lige efter man er stukket, nedsætter man kløe og svie. Det er et gammelt husråd.
Har man fået et stik skal man gnide en skive løg på stikket. Eller gnide stikket med blade fra citronmelisse eller salvie, det mindsker kløen. Disse gamle råd gælder imod andre insektbid/stik.
Man kan også lave et udtræk af matrem (smuk plante med hvide blomster, se i planteregisteret) Så skal man smøre udtrækket på stikket.
Eteriske olier fra eukalyptus og lavendel, fjerner også kløen. Man kan selv fremstille, eteriske olier af planter.
Vi har på Slottet gjort den erfaring, at smøre Aloe Vera Gelly på, så bliver generne af stik, mindre og kortvarige. Man kan rekvirere en leverandør hos os. Vi tjener ikke på det, men mener at det er godt. |
|
Slottet i Smørmosen Økologisk dyreservice |
|
|